Sådan fokuserer Ørsted på due diligence og håndterer mulige risici
Den store danske virksomhed Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Virksomheden arbejder målrettet med due diligence i egen organisation og med deres samarbejdspartnere, og har identificeret en række områder med risiko for negative indvirkninger fra deres forretningsaktivitet, som de arbejder med at forbygge, mindske eller afværge.
Et område Ørsted har valgt at sætte fokus på, er arbejdsforhold for arbejdere på skibe, der indgår i deres værdikæde. I skibsbranchen har der været flere kendte tilfælde, hvor arbejdere er blevet udsat for diskrimination, mobning eller chikane i arbejdstiden. Det er derfor en særlig risiko i branchen. Af denne årsag har Ørsted indledt en kampagne rettet mod deres leverandører, der skal gøre dem opmærksomme på udfordringerne med arbejdsforhold på skibene og sikre, at de foretager konkrete tiltag for at undgå diskrimination, mobning eller chikane forekommer.
Kampagnen omfatter flere tiltag som Ørsted har igangsat. Fx har Ørsted udformet og udsendt et brev, der opridser deres forventninger til arbejdsmiljø og forhold for medarbejderne på leverandørernes skibe. I sammenhæng er et dokument med vejledning og eksempler på tiltag og best practice fremsendt, hvilket leverandørerne kan tage i brug for at imødekomme forventningerne. Dertil afholder Ørsted samtaler med udvalgte leverandører for at forstå deres arbejde, og hvad de gør for at håndtere risikoen for diskrimination, mobning eller chikane på deres skibe. Endelig træner Ørsted også medarbejdere, fx marine inspektører, der har deres daglige gang på skibene i at opdage mulige risici arbejdsmiljøet eller spørge til tiltag for at undgå og tage hånd om eventuelle sager på skibene.
Som led i arbejdet med vurdering og håndtering af risici har Ørsted indarbejdet erfaringerne fra kampagnen i deres proces for udvælgelse og indgåelse af nye kontrakter. Derfor stilles der nu særlige spørgsmål omkring arbejdsmiljø og forhold på skibene under evalueringen af leverandører på området. Udover at skabe indblik i de eksisterende leverandørers arbejde med risikoen, så fungerer Ørsteds leverandørsamtaler også som et evalueringsloop for kampagneindsatsen. Den nuværende kampagne er anden runde med fokus på arbejdsforhold for skibsansatte i værdikæden. Den bruges derfor også til evaluering af effektiviteten og fremgang på baggrund af Ørsteds indsatser.
Ørsted peger da på vigtigheden i at arbejde fokuseret med håndteringen af risici identificeret i ens due diligence proces. En væsentlig pointe er den kontinuerlige opfølgning på effekten af tiltag – om det så omhandler egne processer, nye eller eksisterende forretningsforbindelser.
Fordele for mennesker:
- Større bevågenhed omkring trivsel ombord på skibene, der kan påvirke medarbejdernes arbejdsevne og tryghed i arbejdstiden.
- En fastlagt organisatorisk proces, der sikrer at udfordringer i arbejdsmiljøet ombord på skibe løbende opdages og håndteres, så medarbejderne føler de kan udtrykke bekymringer eller klager uden frygt for repressalier.
”At løse vigtige problemer som mobning og chikane, der kan forekomme om bord på skibe, kan være en stor udfordring. Derfor er det vigtigt at forstå de underliggende årsager, afhjælpe manglende viden og stille de nødvendige ressourcer til rådighed, som kan sikre et godt udgangspunkt for at skabe et sikkert og respektfuldt arbejdsmiljø for de søfarende.”
Vinitha Elizabeth Mathew, Sustainability Manager hos Ørsted