Sinatur Hotel & Konference: Bæredygtighed handler om både valg og fravalg

Sinatur Hotel & Konference består af seks hoteller i Danmark, der danner rammen om møder, konferencer, festlige begivenheder, restaurantbesøg og private hotelgæster. Sinatur har i en årrække arbejdet målrettet med bæredygtighed, både gennem certificeringer og mærkningsordninger, og med den interne forankring af deres bæredygtighedsstrategi.

Sinatur har i deres due diligence-proces arbejdet med kommunikation for at sikre, at både gæster og ansatte forstår den rejse, som organisationen er på, for at blive et mere ansvarligt hotel- og konferencested. Det har været afgørende for Sinatur at invitere gæsterne med i de dilemmaer, som bæredygtighed også indebærer, så det ansvarlige valg ikke opleves som en begrænsning, men som et godt alternativ. I en forretning med mange ansatte, der har direkte kontakt til gæster, har denne gruppe også fået særlig opmærksomhed i kommunikationen.

Sinatur har arbejdet med at få ’oversat’ organisationens bæredygtighedsinitiativer til kommunikation, som medarbejdere forstår, og dermed gøre det til en integreret del af hverdagen i deres hoteller og restauranter. Fx har Sinatur en app til ansatte, og har også udviklet online-fortællinger, der skal gøre medarbejderne i stand til at svare på spørgsmål om bæredygtighedsvalg. Det kunne fx handle om fravalget af eksotiske frugter og rødt kød i menuen eller appelsinjuicen på morgenbordet.

Udover arbejdet med den interne italesættelse af valg og fravalg, har Sinatur også udviklet en kampagne, der skal sørge for at gæsterne også forstår de valg, som hotellet har truffet. Det er blevet til en ekstern kommunikationskampagne om de dilemmaer, som arbejdet med ansvarlighed i ens forretning indebærer. Kommunikationen belyser derfor de udfordringer, der ikke har entydige svar og kan være svære for en virksomhed at stå med, når man arbejder med bæredygtighed.

Fokus for kampagnen er dermed ikke den positive fremstilling af bæredygtighedsinitiativer, men de svære overvejelser, Sinatur har gjort sig. ”Er økologi nødvendigvis det mest bæredygtige? Er det lokalt producerede det? Eller burde man egentlig begrænse sit indtag eller forbrug af produktet?”
På den måde tager kampagnen gæsterne i hånden, og gør opmærksom på den tvivl, der kan opstå, og nogle af de ’selvfølgeligheder’, der har eksisteret i hotel – og restaurationsbranchen – fx det brede udvalg i menuen eller de hyppige soigneringer.

Den positive respons på Sinaturs dilemmakampagne har været stor, og hotellerne har oplevet øget interesse fra gæsterne. Den transparente kommunikation om udfordringer og overvejelser resonerer ved forbrugeren, der står med samme overvejelser i hverdagen, fx nede i supermarkedet. Gæster og medarbejdere kan spejle sig i dilemmaerne, der opstår når man gerne vil træffe det mest ansvarlige valg – om det så betyder, at man må begrænse eller moderere, og derved acceptere at man ikke har det samme udvalg hele tiden.

Fordele for miljø, klima og mennesker:

  • Mindre miljøpåvirkning fra færre håndklædeskift og vask ved at opfordre gæsterne til at genbruge håndklæder i stedet for daglig udskiftning.
  • Nøje overvejede indkøb, der tager højde for fordele og ulemper for klima, miljø og mennesker, når menuen på hotellerne og i restauranterne skal sammensættes.

” Vi fortæller gerne om alt det gode, men lige så vigtigt er det at sige: det er en kamp vi kæmper sammen, og vi står med de samme dilemmaer og udfordringer. Kampagnen er et forsøg på at sige, at vi skal løse udfordringerne sammen. Målstregen flytter sig hele tiden, og man kan ikke nå i mål alene.”

Claus Nielsen, Direktør hos Sinatur Hotel & Konference.

Gør som 1308 andre

bæredygtighedsnørder

Bliv klogere på at gøre din virksomhed eller organisation (endnu) mere bæredygtig og ansvarlig.

Få nyheder, viden og arrangementer i din mailbox.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Scroll to Top