Due diligence for menneskerettigheder i konfliktfyldte områder
Hvordan håndteres menneskerettigheder i lande med konflikt og krig? Her har warfair mange erfaringer. Det kræver grundig due diligence-analyse. Og her er masser af inspiration at hente!
warfair er specialiseret i at importere produkter, særligt fødevarer, fra konfliktramte områder – med henblik på at skabe fred og gode vilkår for civilbefolkningen. Handel i konfliktramte områder som f.eks. Yemen, Somalia, Afghanistan og Congo kræver en ekstra stor indsats på due diligence-området.
Inden warfair laver en aftale med en ny leverandør, bliver der udarbejdet en grundig risikovurdering ved at lave en landeanalyse, en screening af leverandøren og et spørgeskema, der skal udfyldes og underskrives af leverandøren.
I risikovurderingen samarbejder warfair med organisationer, kontakter og journalister, der bor i lokalområdet, og med flygtninge/indvandrere fra f.eks. Somalia, Afghanistan og DR Congo, der nu bor i Danmark. De hjælper både med at finde varerne og de indhenter oplysninger om virksomhederne fra deres kontakter og ved at lave internetsøgninger også på lokale sprog. Der følges løbende op på risikovurderinger og spørgeskemaer med mails og inspektioner på produktionsenhederne – både virtuelle og fysiske.
Due diligence-rapporten godkendes af warfairs etiske komité, og først derefter lancerer warfair varerne på det danske/europæiske marked. Den etiske komité sikrer, at virksomhedens due diligence lever op til de højeste standarder og ikke overser relevante risici. Komiteen forvalter også en klagemekanisme, hvor alle kan indsende klager over varer, virksomheder eller medarbejdere.
Inspiration
Der er god inspiration at hente til både opbygning og særlige politikker i warfairs due diligence rapporter, som bliver offentliggjort for at skabe fuld gennemsigtighed. I kan også finde inspiration til jeres due diligence spørgsmål i warfairs leverandørspørgeskema og til at etablere en klagemekanisme. Det hele kan hentes frit på warfairs hjemmeside.
Fordele for mennesker
- Bedre muligheder: Den grundige due diligence er med til at skabe muligheder for et bedre liv for de familier og virksomheder i konfliktområder, der laver warfairs produkter.
warfair om forretningsfordelene ved at arbejde med menneskerettigheder
“Risikovurdering er helt grundlæggende for vores forretningsmodel, og det giver gode resultater. Ved at mindske risikoen ved at handle med lande i konflikt giver vi et bidrag til at skabe indkomst, arbejdspladser og fred og får samtidig kvalitetsprodukter frem til danske forbrugere.”
Christian Friis Bach, stifter og direktør, warfair